lørdag den 8. december 2012

Store flyttedag

Så blev det dagen hvor vi lavede den flytning jeg skrev om for et par dage siden.

I går lagde jeg isolering ud på kældergulvet, desværre manglede jeg 3 plader, så i dag måtte jeg købe en hel pakke mere. Det gør nu ikke det store, for på et tidspunkt skal vi have vinyl i entrén, og så kan det bruges der.

Sådan så det ud efter jeg havde lagt isolering ud.


Isolering lagt
I dag kørte vi så ud og købte tæppe til værelset og da jeg havde fået lagt det på, kom det til at se sådan ud.

Med tæppe og Jennifers sofabord

I eftermiddags kom svigerne for at Kurt kunne hjælpe mig med at bære Jennifers sovesofa ned i kælderen. Hold k... hvor var den tung, men det lykkedes uden sårede!

Så begyndte hun ellers selv at bære ned og begyndte at indrette - uha sådan noget tager sin tid.....

Så er der båret det vigtigste ned - computer og fjernsyn
Vi fik også  indrettet vores soveværelse sådan - der mangler noget, men Rom blev heller ikke bygget på 1 dag.

Men det vigtigster af alt (hvis du spørger Lone) er Lones sy-, strikkeværelse. Der har vi også fået sat lidt op, men der et godt stykke vej endnu. Noget med  en reol der skal flyttes derind, og en bordplade fra det gamle syområde, der skal pilles ned og sættes op. Så du har sikkert regnet ud, hvad jeg skal lave i morgen.

Nå ja forresten, dagen startede med at jeg måtte skrabe en lille smule sne og salte hos os selv, og hos en af Lones veninder - Marlene. Hun er på julemarked i Tyskland, så jeg kørte lige hen og ordnede hendes fortorv også.

Lige nu er Lone ved at starte den larmende strikkemaskine op

Godt den kom væk fra stuen
Ellers er vi rimelige trætte af dagens arbejde.

P.S. Da vi flyttede vore seng "fandt" Lone endnu en strikkemaskine derunder :-)
den står som en "kuffert" på gulvet bag strikkemaskinen her!
Den får hun desværre ikke plads til at få op, hun må "nøjes" med denne store elektroniske samt en grovstrikke maskine OG hendes symaskine - og så er der ikke plads til mere!

Godnat sov godt - det vil vi ihvert tilfælde gøre! ;-))





fredag den 7. december 2012

Godmorgen vinter

Igen i nat fik vi en drys sne, men her til morgen har vi ca. 3 graders varme, så det var ikke så svært at fjerne sne fra fortovet her til morgen :-)

Denne hare sad og kiggede på mig, da jeg skulle køre Lone på arbejde i går morges, midt i Rønne!


Scor elsker sneen, den er sjov at bide i, problemet er bare at det sætte sig fast i skæg og på poterne, sjov ser han ud.


Han kan ikke lide at blive fotograferet

I går kom det så - pakken fra USA med nåle og nålebremse til Lone grovstrikker. Der er kun gået 7 dage fra jeg indgav ordren til posten kom med pakken, som blev sendt som, det der svarer til vores B post. Så du kan nok forstår at jeg måtte i gang med at udskifte delene.

I går aftes var vi til Julefrokost hos Strikkestauan, det foregik hjemme hos Lotte og Robert privat. Det var rigtigt hyggeligt, men det blev midnat inden vi kom i seng.

Vi var i Lilliendal Plantecenter for at købe en lille værtinde gave og  tror du ikke jeg mødte min bror der



Jeg fik malet færdigt i kælderen i går, skal lige understryge den nye dør i dag, nu vi ikke har frostvejr. Og så skal jeg have lagt isoleringsplader på gulvet, og når Lone kommer fra arbejde skal vi have købt gulvtæppe, og så kan Jennifer ellers bare flytte ind/ned.


God dag derude i vintervejret - pas godt på!




onsdag den 5. december 2012

Håndværkeren i gang

Så er jeg gået i gang med værelset i kælderen. Det er truslen om at den larmende strikkemaskine skal stå i stuen og køre, der har sat gang i kælder projektet. Forklaringen er følgende:

Kælderværelset sættes i stand, dvs. males, isolering på gulv og gulvtæppe. Der er sat ny yderdør i. Dette værelse bliver Jennifers.

Hendes værelse er husets soveværelse, her rykker vi ind.

Vores nuværende soveværelse bliver Lones strikkestue - og DER skal den larmende strikkemaskine plus alle Lones andre sy/strikkemaskiner stå. Og på den måde bliver der ro i stuen :-)

Så du kan godt se truslen ikke?

Jeg fik malet hele loftet og halvdelen af væggene i går. I dag har svigerfar været her, for at hjælpe mig med at bære den gamle dobbeltseng vi havde dernede, op i garagen. Den er i øvrigt til salg(billigt). Den gamle yderdør fik vi også båret op, pillet ruden ud af den, skåret døren i to stykker og kørt på Bofa, sammen med en del andre ting.

Mens jeg læssede af gik Kurt og Scor en tur på Fælleden, sådan så det ud.

Kurt og Scor på haretramp!

I eftermiddags efter Lones træning, kørte vi en tur med svigerne til Nexø for at handle lidt Julegaver og en enkelt stol plus noget køkkengrej plus noget jeg ikke vil fortælle om her!
Det nåede at blive mørkt inden vi vendte snuden hjemad, i SNEVEJR

I Nexø by

På landet
I øvrigt har jeg hængt en lyskæde mere op i vores pergola, jeg måtte eje den,     28 kr for 5 meter kæde i Jem&Fix



Det kan godt være jeg får ballade for det næste billede, for Lone så ikke jeg tog det. Hun er i gang med at læse min blog.

Lunte ligger på scanneren og læser med
Noget der ikke er en nyhed: Igen i dag/aften er Jennifer hos "veninder" og i Ungdomsklub. Vi har længe kæmpet for at få hende væk fra computer og fjernsyn, uden det store held - men jeg skal sige, at hun tager revanche nu. Og vi finder det helt ok. Livet for en pige på 14 år, er ikke hjemme hos "de gamle" men blandt jævnaldrene.

Nå men det er blevet tid til dagens højtlæsning, vi læser Fifty Shades, Fanget.



God aften til jer alle




mandag den 3. december 2012

Herlig 1. advent.

Søndagen fortsatte i Julens-tegn. Svigerne hentede Jennifer hos en veninde, og så gik pigerne i gang med juledekorationer. Svigerfar, Scor og jeg kørte til Onsbæk for at købe juletræ. Det var jo lagt til side til os. Vi fik dette smukke træ med hjem
Snevejret i nat pyntede træet lidt
Medens svigerfar stod og snakkede med juletræssælgerne, læssede jeg træet i bilen - av min ryg - jeg kørte hjem, svigerfar og Scor gik hjem, noget af en tur. Det tog dem også mere end 1 time før de var hjemme.

Hjemme måtte jeg have Lone til at hjælpe mig træet om i haven - av - det gjorde ondt. Så der var kun en vej, ind på massage briksen og så ellers lade Lone gå til den. Det skal jeg lige sige hun gjorde, så godt at min smerte forsvandt fuldstændigt, tak min skat, du er blevet rigtig god til det også....

Nå men pigerne hyggede sig, se selv


 
 
Da de var færdige blev der sat gløgg og æbleskiver på bordet - og hygget videre.

Da svigerne var kørt hjem brød helvedet løs, i den grad. Jeg måtte slukke for høreapparaterne for at kunne være her, hør selv her



Du forstår sikkert nu hvorfor jeg slukkede for lyden?

Det var skønt at vågne op her til morgen, støj- øh strikkemaskinen var færdig, og da det blev lyst skinnede solen over det lille drys sne vi har fået i nat, smukt.

Så lidt sne fik vi i nat



OG så kører solfangeren der giver varm frisk luft i kælderen. Så jeg vil se at komme i gang med kælderen så Jennifer kan flytte derned og vi kan få vores soveværelse, og Lone kan flytte hendes maskinpark ind i vores gamle soveværelse.

God solskins dag til jer alle - og pas nu godt på jer selv og hinanden.